Læreruddannet 1-1-underviser til Støberiet

En særlig opgave for dig, der vil de unge. Har du lyst til at gøre en reel forskel for en ung, som har brug for, at vi gør tingene lidt anderledes?

Kan du skabe relation, ro og udvikling – også når det bliver svært? Og kan du se kompetencer hos den unge, selv når de ikke altid er nemme at få øje på?

Så er det måske dig, vi leder efter.

Om jobbet og opgaverne

Ungeenheden søger en læreruddannet 1 til 1-underviser med stærke undervisningsmæssige og pædagogiske kompetencer til en særlig indsats i STØBERIET.

Der er tale om en fast stilling med ansættelsesdato den 1. november 2026 eller snarest muligt.

Ungeenhedens overordnede mål er at hjælpe unge mennesker videre i beskæftigelse eller uddannelse. Arbejdet med de unge i STØBERIET er en del af denne indsats.

STØBERIET tilbyder en særlig, fleksibel og helhedsorienteret indsats til unge i den skolepligtige alder, som har brug for noget andet og mere end det, de almindelige rammer kan tilbyde. Det kan blandt andet være unge med skolevægring og unge med udtalte kognitive udfordringer, som i nogle situationer kan være udadreagerende.

Du skal selvfølgelig undervise, men du skal også være med til at skabe de rammer, der gør undervisningen mulig. Du kommer tæt på den unge og får mulighed for at følge udviklingen – også de små skridt, som kan være store sejre.

Som 1 til 1-underviser bliver din opgave at møde den unge dér, hvor han eller hun er – fagligt, socialt og menneskeligt. Du skal være med til at skabe en hverdag, hvor den unge oplever sig mødt, forstået og taget alvorligt, samtidig med at du fastholder fokus på læring, udvikling og progression.

Det kræver faglighed og struktur. Men det kræver også tålmodighed, kreativitet og evnen til at tænke: “Hvis det her ikke virker, hvad kan vi så prøve i stedet?”

For nogle unge kan vejen frem være små skridt. For andre kan det være et stort mål at kunne være i undervisningen en hel dag. Din opgave bliver at være med til at finde den vej, der giver mening for netop den unge.

Du behøver ikke kunne løse alting, men du skal have lyst til at prøve - og prøve igen, når det første ikke virker. For nogle unge er vejen til udvikling ikke lige. Men vi tror på, at der er en vej. Måske er du den, der skal være med til at finde den.

STØBERIET følger de almindelige bestemmelser i Folkeskoleloven om blandt andet undervisningens omfang og indhold. Samtidig ved vi, at unge er forskellige, og at de derfor også har brug for forskellige rammer. Der bliver taget individuelle hensyn, og hverdagen tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte unges forudsætninger og behov. Det betyder blandt andet, at der kan være behov for pauser, ændringer i dagens struktur eller andre tilpasninger.

STØBERIET er en skole, hvor eleverne undervises af uddannede lærere og pædagoger. Men indsatsen stopper ikke ved undervisningen. STØBERIETS indholdsmæssige kvalitet vurderes løbende, og der føres tilsyn med tilbuddet af en certificeret tilsynsførende.

Vores forventninger til dig

Vi søger en kollega, som er læreruddannet, og som brænder for arbejdet med unge. Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring inden for ungeområdet – evt. også specialområdet.
  • Har stærke undervisningsmæssige kompetencer.
  • Kan arbejde målrettet inden for STØBERIETS rammer og visioner.
  • Kan tilpasse undervisning og din tilgang til den enkelte unge.
  • Kan tale med den unge i øjenhøjde og møde vedkommende dér, hvor han eller hun er.
  • Kan tænke kreativt og komme med idéer til undervisning og aktiviteter.
  • Har lyst til at bidrage med idéer, sparring og faglige input sammen med det øvrige team.
  • Har stærke samarbejdskompetencer til både interne og eksterne samarbejdspartnere.

Som menneske skal du først og fremmest ville de unge – også når det kræver noget ekstra. Du er fleksibel, empatisk og rummelig. Du kan bevare roen, når situationen bliver vanskelig, og du har forståelse for de unges frustrationer uden at tage deres reaktioner personligt. Du kan skabe en tryg relation, men også være tydelig og sætte en professionel ramme. Du kan samarbejde med forskellige fagligheder og bidrage aktivt til det kollegiale fællesskab. Samtidig kan du arbejde selvstændigt og tage ansvar for din egen opgave. Og så har du lyst til at udvikle dig – både fagligt og personligt.

Vi leder efter dig, der kan se mennesket bag adfærden og holde fast i troen på, at udvikling er mulig.

Du skal desuden have kørekort.

Derfor skal du vælge os

Hos os får du ikke en arbejdsdag, hvor to dage nødvendigvis ligner hinanden. Du får spændende og udfordrende arbejdsopgaver, som giver dig en bred erfaring med målgruppen. 

Du kan desuden forvente:

  • Tæt faglig og kollegial sparring.
  • Tværfagligt samarbejde og viden på tværs af kompetencegrupper.
  • Tæt samarbejde med kommunens øvrige indsatsområder.
  • En hverdag med tempo og mange bolde i luften.
  • Stor selvstændighed i tilrettelæggelsen af dine opgaver.
  • Engagerede kollegaer, som hjælper hinanden.
  • En arbejdsplads, hvor vi vægter humor højt.
  • En personalepolitik med nøgleordene: Ansvar, Dialog, Udvikling.
  • En klar mission: Vi finder SAMMEN en vej for alle – en vej til arbejdsfællesskaber, en vej til livsmestring og en vej til vækst for virksomheder. 

Vi arbejder ud fra begrebet social inklusion. Vi tror på, at alle kan – og gerne vil – være en del af arbejdsmarkedet, hvis de rette muligheder er til stede.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.

Der vil blive indhentet børneattest og straffeattest.

Har du spørgsmål

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Chef for Ungeenheden Pia Hermanstad Pia.Hermanstad@hedensted.dk eller teamleder Anders Hilmer Andersen Anders.H.Madsen@hedensted.dk 

Ansøgning

Ansøgningsfrist: Den 17. september 2026, kl. 12.00
Samtaler: Vi forventer at afholde første samtale den 23. september 2026 og anden samtale den 28. september 2026.

Vi vil bede dig søge digitalt via linket ”Søg job” nederst.

Vi opfordrer alle uanset alder, køn, race og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Om os

Ungeenheden er en afdeling i JobHedensted under Kerneområdet Beskæftigelse, og arbejder med borgere mellem 15 og 30 år.

Vi er en afdeling med mange forskellige faglige baggrunde og kompetencer. Du kommer til at arbejde tæt sammen med engagerede kolleger, som sætter den unge først. En af vores værdier er, at metoden ikke nødvendigvis skal give mening for din faglighed – men den skal altid give mening for den unge. Det betyder, at vi bruger vores faglighed aktivt, men også tør være nysgerrige på, hvad der virker for den enkelte.

Du får kollegaer, som du kan sparre med, dele idéer med og række ud til, når du har brug for et andet blik på en situation.

Ungeenheden har til huse på Rørkjærgaard, Dalbyvej 45, 8722 Hedensted og Egehøjvej 12, 8721 Daugård. Dit ansættelsessted bliver på Egehøjvej i Daugård.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Anders Hilmer Madsen Teamleder
Jobområde: Undervisning, lærere
Stillingstype: Fuldtid
By: Daugård
Hedensted Kommune
Niels Espes Vej 8
8722 Hedensted
Tlf.: +45 79 75 50 00
CVR: 29 18 95 87
mail@hedensted.dk
Tilgængelighedserklæring