Beskæftigelsesrådgiver til sygedagpengeteamet

I Hedensted Kommune arbejder vi tæt sammen med sygemeldte borgere for at sikre den bedst mulige indsats gennem hele deres forløb. Derfor søger vi nu en engageret beskæftigelsesrådgiver til en fast stilling i sygedagpengeteamet. Der er tale om en stilling på 37 timer. Tiltrædelse senest 1. november 2026 - gerne før.

Om jobbet og opgaverne

Vi tror på, at alle mennesker har ressourcer og noget værdifuldt at bidrage med i et arbejdsfællesskab. Arbejdsfællesskabet skaber grobund for social inklusion, ansvar, mening og muligheden for at være selvforsørgende, hvilket er vigtige elementer i et godt liv. Samtidig tror vi på, at de fleste ønsker at være en del af arbejdsmarkedet, og at det lykkes, når de rette muligheder og den nødvendige støtte er til stede.

Stillingen er placeret i afdelingen Arbejdsfastholdelse, som er en del af JobHedensted. Arbejdsfastholdelse varetager beskæftigelsesindsatsen for sygemeldte borgere på sygedagpenge samt i jobafklaringsforløb. Vi er fire teams: et ydelsesteam, et taskforce team, et sygedagpengeteam samt et jobafklaringsteam. 

Sygedagpengeteamet arbejder både med at understøtte vores sygemeldte borgere i at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor indsatsen i høj grad foregår i samarbejde med den sygemeldtes arbejdsplads. Derudover varetages også en beskæftigelsesrettet indsats for de sygemeldte, der ikke har en arbejdsgiver. Indsatsen sker i et tæt samarbejde med vores virksomhedskonsulenter, der hjælper med den virksomhedsvendte indsats. 

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte: 

  • Gennemførelse af opfølgnings- og jobsamtaler med fokus på at understøtte den sygemeldte borgers vej tilbage til arbejdsmarkedet og egen arbejdsplads.
  • Varetagelse af myndighedsopgaver herunder vurdering af uarbejdsdygtighed efter sygedagpengelovens § 7 samt stillingtagen til forlængelsesmuligheder og øvrige lovgivningsmæssige forhold.
  • Udarbejdelse af det forberedende skema til vurdering af muligheden for fleksjob eller førtidspension samt evt. deltagelse i møder med Klinisk Funktion, med blik for den enkelte borgers samlede situation.
  • Tværfagligt samarbejde med kollegaer, samarbejdspartnere og øvrige forvaltninger for at sikre en sammenhængende, koordineret og helhedsorienteret indsats for borgeren.

Vores forventninger til dig

Vi forestiller os, at du:

  • Er uddannet socialrådgiver/socialformidler og har erfaring fra beskæftigelsesområdet, meget gerne med sygedagpengeområdet. Du har et solidt kendskab til relevant lovgivning og formår at omsætte den til praksis i mødet med borgeren.
  • Har stærke relationskompetencer og evner at skabe tillidsfulde samarbejder med både borgere samt interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Kommunikerer klart og professionelt, både mundtligt og skriftligt.
  • Trives i en travl hverdag, bevarer overblikket og er nysgerrig på nye løsninger og tilgange til opgaveløsningen.
  • Arbejder selvstændigt, struktureret og systematisk samt er bevidst om og tryg i myndighedsrollen.
  • Tager ansvar, arbejder målrettet og motiveres af at skabe resultater i en organisation med fokus på effekt og udvikling.
  • Bidrager positivt til fællesskabet gennem engagement, godt humør og en aktiv indsats for et godt arbejdsmiljø.
  • Har meget gerne kørekort. 

Derfor skal du vælge os

Hos os bliver du en del af en arbejdsplads med højt til loftet, hvor godt humør, stærke fællesskaber og et tæt samarbejde er en naturlig del af hverdagen. 

Vi tror på, at vi lykkes bedst, når vi hjælper hinanden, deler vores viden og skaber løsninger sammen.

Du kan blandt andet se frem til:

  • En åben dialog- og feedbackkultur, hvor faglig sparring, videndeling og kollegial støtte er en naturlig del af hverdagen.
  • En arbejdsplads med en flad struktur, hvor vi vægter at opgaverne løses bedst på tværs af forskellige kompetencer i jobcentret og kommunen.
  • At tingene går hurtigt, og der er mange bolde i luften.
  • Stor selvstændighed i tilrettelæggelse af egne opgaver.
  • En personalepolitik med nøgleordene: Ansvar, Dialog, Udvikling.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.

 

Har du spørgsmål

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte teamleder Mette Graabach på tlf. 21 67 45 90.

Ansøgning

Der er ansøgningsfrist den 16. september 2026, og samtaler forventes afholdt den 22. september 2026.

Vi vil bede dig søge digitalt via linket "Søg job" nederst.

Om os

Området Arbejdskraft er en del af kerneområdet Beskæftigelse i Hedensted Kommune. I Arbejdskraft er der fire teamenheder: Arbejdsfastholdelse, Arbejdskraft og Rekruttering, Virksomhedsservice og Aktiveringstilbud Danmarksvej.

Vi arbejder ud fra værdierne: Ansvar, Dialog og Udvikling. Vi tror på at mening skabes i fællesskaber, og at vi sammen når længere. Det gælder både i vores tilgang til borgere og virksomheder, men også i forhold til vores egen arbejdsplads og vores samspil. Som organisation er vi optaget af at skabe stærke arbejdsfællesskaber.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Mette Møllgaard Graabach Teamleder
Jobområde: Administration & Sagsbehandling
Stillingstype: Fuldtid
By: Hedensted
Hedensted Kommune
Niels Espes Vej 8
8722 Hedensted
Tlf.: +45 79 75 50 00
CVR: 29 18 95 87
mail@hedensted.dk
Tilgængelighedserklæring