Vær med til at give vores beboere tryghed og omsorg

Ufaglærte kollegaer søges til vores plejehjem Kirkedal eller Kildevældet

Forestil dig Ingeborg. Hun har levet et langt liv fyldt med oplevelser, grin, tab, børn, børnebørn og en gammel passion for heste og vaniljekranse. Nu bor hun på plejehjem – og selvom hun ikke længere kan alt det, hun kunne engang, kan hun stadig noget vigtigt. Hun kan lyse op, når nogen ser hende som det menneske, hun er. Og hun kan erindre, hun kan dele ud af sin livserfaring, og hun kan give dig en fantastisk dag, hvis du bare hjælper hende lidt på vej. Hun har nemlig brug for din hjælp

Om jobbet og opgaverne

Når du træder ind hos os, bliver du en del af hverdagen for mennesker som Ingeborg. Du hjælper hende med personlig pleje og med tøjet, du reder hendes hår og du er den, der giver dig tid til at spørge ind til børnebørn eller til det liv, der engang blev levet i et højere tempo. Du er ikke “bare” ufaglært. Du er nærvær, du er ro, og du er den, der får måltidet til at smage lidt bedre, fordi du sidder ved bordet sammen med hende.
Du hjælper med praktiske opgaver og personlig pleje – men du skaber også relationer og alle de små øjeblikke, der tilsammen skaber en god dag, og det er faktisk dét, der gør forskellen.

Du vil blive en del af et hold, hvor vi hjælper hinanden med at hjælpe andre. Du behøver ikke have uddannelse eller erfaring fra plejen. Vi lærer dig alt det faglige, du skal kunne. Det vigtigste er, at du møder mennesker med nærvær, nysgerrighed og et ægte smil.

Dine opgaver

Vi ansætter mennesker, og mennesker er ikke perfekte. Derfor forventer vi slet ikke, at du skal kunne det hele på forhånd. Men ligesom dine kollegaer skal du have mod på at lære. Du skal være nysgerrig og gøre dit bedste for at:

  • Hjælpe beboerne i deres hverdag – med både praktiske ting og nærvær.
  • Skabe tryghed, sammenhæng og plads til grin. 
  • Være øjne og ører i hverdagen og reagere, når noget ændrer sig.
  • Samarbejde tæt med dine kollegaer.
  • Sætte dit præg på en hverdag, hvor gode relationer er det vigtigste – både for dine borgere og dine kollegaer.

Vores forventninger til dig

Du behøver ingen uddannelse inden for området. Vi skal nok lære dig det hele, men vi forventer, at du:

  • Kan lide at være sammen med mennesker.
  • Har et roligt overblik og tør spørge, når du er i tvivl.
  • Vi har brug for dig, der kan byde ind på at hjælpe med pleje og praktiske opgaver hos beboerne.
  • Går til opgaverne med ordentlighed, tålmodighed og et godt hjerte.
  • Du tager medansvar for et godt samarbejde. Du ansættes nemlig både til at være faglig og til at samarbejde. Vi vægter begge dele lige højt. 

Derfor skal du vælge os

  • Hos os tør vi sige, når noget driller. Her er fejl ikke noget, man skjuler, men noget vi lærer af – sammen – og det gør det trygt at gå på arbejde. 
  • Du får kollegaer, der bakker dig op, lærer dig op og får dig til at føle dig hjemme.
  • Vi har en varm og humoristisk hverdag, der foregår helt nede på jorden.
  • Begge plejehjem ligger i mindre landsbyer. Kirkedal i Rårup har 28 lejligheder. Kildevældet er et lidt større plejehjem med 48 lejligheder. 
  • Du får indflydelse på din arbejdsplan, så livet hænger sammen.
  • Du får mulighed for personlig udvikling, uanset hvor du starter.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.

  • Timetal efter aftale, og der vil være mulighed for dialog om vagternes længde, mellem 6-12 timer ad gangen.
  • Dag- og aftenvagter, evt. nattevagter.
  • Tiltrædelse efter aftale.

Har du spørgsmål

Du er altid velkommen til at ringe og høre mere – eller komme forbi og mærke stemningen selv. Måske møde nogle af dem, du kan blive kollega med. Vi viser gerne rundt og svarer ærligt på dine spørgsmål.

Du kan kontakte teamleder på Kirkedal Jeanette R. Nielsen på tlf. 23 25 15 76teamleder på Kildevældet Maibritt Davidsen på tlf. 21 36 39 85 eller områdeleder for begge plejehjem Karin Emig på tlf. 20 31 15 83. 

Ansøgning

Send din ansøgning senest søndag den 11. januar 2026. Tøv ikke med at sende din ansøgning. Vi holder løbende samtaler, op opslaget fjernes, når vi hare fundet de helt rigtige til jobbet. 

Om os

Du kan læse om Kirkedal og Kildevældet Plejehjem på vores hjemmeside.

Værdierne i Hedensted Kommune er ansvar, dialog og udvikling. Vi tager ansvar for opgaveløsningen til gavn for borgerne. Vi gør det ved dialog med borgerne og kollegaer på tværs i organisationen, og vi ved, at vi hele tiden må udvikle os for at kunne lykkes. Det kræver nogle gange risikovillighed, og det er vi helt med på.

I Hedensted Kommune arbejder vi i høj grad ud fra borgerperspektivet, hvor kerneopgaven for Social Omsorg er, at det enkelte menneske får omsorg, støtte og rådgivning, der gør, at borgeren løbende udvikler sig til at kunne klare sig bedre og mere selv. Derfor arbejder vi ud fra fem pejlemærker med borgerens oplevelse i centrum.

Og i Social Omsorg er vi Fajlfrie. Vi arbejder ud fra en kultur, vi kalder Fajlfri. Vi har stavet Fajlfri forkert med vilje, fordi dét vi gør, ikke skal være perfekt, men det skal passe til virkeligheden. Hos os må du gerne være i tvivl, prøve dig frem, lave fejl, dele dem og lære af dem. Vi tror på modet til at sige ting højt, nysgerrigheden til at undersøge og styrken i at udvikle os sammen. Vi tror på at nysgerrighed, kreativitet, mod og tillid giver os mulighed for at hjælpe borgeren bedst muligt – og det giver os en tryg hverdag. 

Det kan du læse mere om på https://www.fajlfri.dk.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Jeanette Reichstein Nielsen Teamleder
Jobområde: Social & Sundhedspersonale
Stillingstype: Deltid
By: Hornsyld
Hedensted Kommune
Niels Espes Vej 8
8722 Hedensted
Tlf.: +45 79 75 50 00
CVR: 29 18 95 87
mail@hedensted.dk
Tilgængelighedserklæring